Snapsens historie i Danmark – nogle få højdepunkter
For tusind år siden kunne Vikingerne besejle en stor del af de lande som både Nordatlanten og Middelhavet støder op til, foruden mange af de lande som kunne nås via de store floder langt ind i Østeuropa. Erik den røde grundlagde den første nordbo-koloni på Grønland. Hans søn Leif Eriksson blev senere kendt for at være den første europæer, der opdagede Nordamerika. Og i 1016 besatte Knud den store England og herskede på et tidspunkt over et stort imperium bestående af Danmark, Norge og dele af England.
Når Vikingerne i tillæg er kendt for at lave mjød og øl, er det nærliggende at tro at det også var dem der bragte kunsten at fremstille spiritus til Danmark. Men selv om det er en tiltalende tanke og at det bestemt er muligt, er der desværre ingen beviser for det.
Det 15. århundrede:
Men i det 15. århundrede, nærmere bestemt 1460-1470 bliver brændevin omtalt i ”De Tre Nordiske Rigers Historie” af Carl Ferd Allen, hvor det bliver nævnt i forbindelse med fremstilling af krudt i Sverige. Og mon ikke det blev brugt på samme måde i Danmark.
Det 16. århundrede:
50 år senere er der kendskab til flere breve der omtaler brændevin. F.eks. skriver Knud Bilde i 1528 til Esge Bildes hustru Sofie: ”Den Brændevin, som Du skriver mig om, den sender jeg Dig, og maa Du vide i Sandhed, at han er brændt af god Vin.”
Det var dog nok en noget anderledes alkohol end den alkohol vi er vandt til i nutiden. Og dog, alligevel: Ud over at bruge alkohol i forbindelse med krudt, var det apotekere og læger der fremstillede eliksirer til både ind- og udvortes brug, eliksirer bestående af alkohol og urter – altså nærmest en forløber til vore dages kryddersnapse. Men i 1547 klager biskoppen i Århus til kongen over misbrug af brændevin på helligdage, og beder om at brændevin og andre stærke drikke, ikke må sælges på helligdages formiddage. Brændevin var altså ikke længere kun et lægemiddel, men nu også et rus- og nydelsesmiddel.
Det 17. århundrede:
Men dengang var der ikke monopol på spiritusfremstilling, så i løbet af første halvdel at det 17. århundrede blev destillation i de private husholdninger ganske udbredt.
Den 16. februar 1621 indføres øl- og spiritusafgift så i Danmark. Afgiften skulle beregnes for den malt som blev brugt til produktionen i købstæderne, og altså ikke på landet. En naturlig konklusion heraf er at produktionen på landet var for lav til at give et afgiftsniveau der kunne stå i rimeligt forhold til arbejdet med at opkræve den.
I en senere lovgivning (1657) hvor afgiften blev forøget, blev det dog præciseret at godsejere og præster mv. måtte brænde brændevin til eget brug, mens bønderne blev pålagt at betale afgift. Denne favorisering varede dog kun i 4 år, for allerede i 1661 indførtes der også afgift for godsejere og præster.
I 1665 var antallet af brænderier steget så meget, at den mængde malt der blev betalt afgift af, ikke kunne stemme med det beregnede forbrug. Derfor blev der indført en ny afgift som blev pålignet ud fra det udstyr brænderierne brugte.
I 1674 tillades det værtshuse og kroer at brygge øl og brænde brændevin til husets gæster, mod en årlig afgift som i reglen dog var ubetydelig.
Det 18. århundrede:
I 1689 forbydes det ikkeprivilegerede værtshuse og bønder at brænde brændevin. Dette har selvfølgelig bevirket en tilvækst af kroer der søgte om bevilling, og i perioden fra 1697 til 1756 gives der 218 nye tilladelse. En senere optælling viser dog at der på det tidspunkt kun eksisterede 149 landbrænderier, så der har været ganske mange der er lukket i samme periode.
Bemærkelsesværdigt er det at Bornholm, Læsø, nogle småøer i vadehavet og nogle distrikter under Ribe Amt var fritaget for disse afgiftsregler, og landbefolkningen måtte her brænde brændevin til eget forbrug helt frem til 1851. Og det gjorde man i en sådan grad at der ikke fandtes en eneste der havde det som sin næringsvej i disse områder. Der var dog nogle få korte perioder hvor kornmangel bevirkede totalforbud imod brænderierne. Under et sådan forbud i 1813-1814 forsøgte guvernøren på Bornholm at indføre afgift for hjemmebrænderne, men måtte opgive pga. uroligheder blandt Bornholmerne.
En anden usædvanlig begivenhed skete i foråret 1740. På grund af manglende foder til kreaturerne, søgte grevinde Knuth på Lolland om tilladelse til at bønderne afgiftsfrit kunne brænde brændevin for at bruge restproduktet til at holde dyrene i live. Og da myndighederne ikke ville favorisere et enkelt gods, gives tilladelsen i nogle få måneder, til hele landet. Det krævedes dog at de lokale myndigheder i form af amtmanden eller jordegodsejerne fandt det nødvendigt.
I 1757 er forbruget af brændevin blandt bønderne steget så meget at øvrigheden forbyder kroerne at sælge til andre end de rejsende, så det nu kun var godsejere og præster mv. der fortsat måtte brænde brændevin til eget forbrug, samt brænderierne i byerne. Senere samme år hæves afgifterne tifold; en så voldsom stigning at næsten alle kroer opgiver tilladelsen til at brænde brændevin. Men forhøjelsen af afgifterne har sikkert medført et voldsomt fald i forbruget og dermed også statens indtægter, så allerede i 1768 indføres en helt ny model for afgifter. Uden for købstæderne skulle der nu afholdes auktion for tilladelse til brændevinsbrænderi hvorefter man forpagtede tilladelsen i en periode. Det geniale i denne lovgivning var, troede man, at hvor de lokale myndigheder var kommet til kort med at udrydde det illegale hjemmebrænderi, håbede man nu at de autoriserede brænderiejere i egen interesse, ville kæmpe imod hjemmebrænderierne og angive dem til myndighederne.
Men i løbet af få år viste det sig umuligt at opnå acceptable priser på auktionerne. Nogle steder skyldtes det sikkert at der var uvished om hvor længe man kunne beholde forpagtningen, men også manglende kapital til investering i udstyr til brænderi holdt landbobefolkningen tilbage. Så i 1773 ophæver man loven fra 1768 om bortforpagtningen og vender tilbage til den gamle ordning.
Det 19. århundrede:
En optælling viser at der omkring år 1800 fandtes ca. 2.000 der havde tilladelse til at brænde brændevin på landet, og noget over 2.000 i købstæderne. Alligevel formodede man at de ulovlige hjemmebrænderier producerede mellem en tredjedel og helt op til halvdelen af brændevinen i Jylland. Men i årene frem til 1876 faldt antallet til 254 aktive brænderier, samtidig med at de naturligvis voksede i størrelse – nogle få endda voldsomt. Således producerede 2 brænderier i Ålborg 3.323.000 potter spiritus (en pot er knapt en liter som var måleenheden i 1875) mens de 63 brænderier på Fyn blot producerede 3.996.000 potter.
I 1804 regulerede man igen den måde man beregnede afgiften på. Fremover skulle der både betales afgift af udstyret til brænderi, af kornet man brugte, samt en afgift for hver brænding der blev foretaget.
I 1804-1805 byggede staten et ”Kongeligt Brænderi” i København, for at kunne eksperimentere og samle erfaring der skulle komme branchen til gode. Årene fra 1805-1809 var hovedsageligt en forsøgstid hvor man prøvede sig frem for at finde optimale produktionsmetoder, og derefter frem til 1817 fungerede det mere som en læreanstalt med mulighed for at tage ”Eksamen for Brændevinsbrændere.” (Denne uddannelse med tilhørende eksamen fungerede frem til 1840.) Men i 1817 lukkede det ”Kongeligt Brænderi”, og selv om man havde påpeget flere idéer til at forbedre produktionen af brændevin, var de også forbundet med uløste problemer. Derfor blev branchen ikke revolutioneret af de erfaringer man havde gjort.
I 1843 tager man skridt til at komme den voksende smug brænding til livs. Især i Jylland havde dette grebet om sig overalt på landet, hvor befolkningen ikke alene uden videre brændte, men tilmed offentligt hævdede at det var en ret, og det endda uden indgriben fra myndighedernes side. Men i det år udsendes meddelelse om at sætte ind over for denne ulovlige aktivitet med større styrke. Man giver dog en ”frit lejde” periode på to måneder til at aflevere det ulovlige udstyr, og ikke mindre end ca. 11.000 stykker mere eller mindre fuldstændige brændevinsudstyr afleveres til myndighederne.
Uden at gå meget i detaljer er det værd at lægge mærke til den store fremgang der skete i perioden fra ca. 1830-1850. Tekniske forbedringer på udstyret og forbedringer ifm. behandling af gær, førte til et større udbytte (alkohol) af den samme mængde råvarer, og samtidig blev kvaliteten af brændevinen også betydelig bedre. Dette gjorde sig, naturligt nok, mest gældende i de større brænderier og førte derfor til færre men større brænderier.
I 1850-1851 regulerede man endnu en gang på beregningen af afgiften: Nu skulle den beregnes ud fra udstyrets størrelse i kombination med hvor længe en brænding varede.
I 1864 forhøjes afgiften 50% som følge af krigen imod Tyskland.
I 1870 kom en ny opfindelse til Danmark som endnu en gang skulle revolutionere spiritusafgiften: Et ”Spiritusmåleapparat”. Nu blev det endelig muligt at beregne afgiften udelukkende ud fra mængden af produceret alkohol, og ikke som tidligere på grundlag af indviklede beregninger ud fra udstyr og forbrugte råvarer. Denne forandring ville især komme de små brænderier til gode, fordi de blev beskattet forholdsvis hårdere end større brænderier. Men al forandring bliver mødt med mistro, og da et forsøg med måleren hos Brændevinsbrænder Tvede i Helsingør ender med at påvise en mangel i apparatet så det var standset, rejser der sig protest fra brænderierne i København. De indsender en henvendelse til Rigsdagen som forkaster lovforslaget i 1872. Men skattereformen kom i 1887 hvor afgiften blev fastsat til 18 øre pr. Pot (ca. 0,966 Liter) 100% spiritus, og efterfølgende bliver afgiften beregnet ud fra mængden af spiritus.
I historien om snapsens udvikling i Danmark er der særlig ét selskab der skiller sig ud: Aktieselskabet De Danske Spritfabrikker – efterfølgende benævnt D.D.S.F. Det blev stiftet d. 9/8-1881, startede med Roskilde Spritfabrik og med anlæggelse af en ny fabrik på Strandboulevarden i København. Men allerede 14 dage senere besluttede ledelsen at opkøbe yderligere 4 Brænderier i Jylland. Allerede i selskabets første år fremstillede det 5.100.000 Liter, eller ca. 1/3 af Danmarks samlede spiritusproduktion.
I årene frem til århundredeskiftet fortsatte nedgangen i antallet af brænderier: I år 1880 var der 206, i år 1890 113, og i år 1900 blot 61 destillerier.
Det 20. århundrede:
I 1908 indførtes afgiftssystem med to afgifter: én afgift til drikkespiritus og én anden til sprit der blev brugt til tekniske forhold: husholdningssprit mv. Men i 1911 blev det ændret så der kun skulle betales afgiften af drikkespiritus, og den blev sat til 60 øre pr. Liter ren alkohol. Det var en ganske høj afgift efter datidens prisniveau hvor en flaske brændevin kostede ca. 30 øre. Over halvdelen af en 0,7 Liters brændevin på 40% ville altså være afgift. Men det skulle blive meget værre!
Med Første Verdenskrigs udbrud i 1914 blev det vanskeligt at skaffe råvare, og regeringen indførte begrænsning på produktionen for hele landet. I 1914 steg spiritussen med 14 øre pr. Liter ren alkohol. Men inden krigens slutning, blev der i januar 1918 indført endnu en tillægsafgift, så en flaske Akvavit steg fra ca. 1 krone til 11 kroner. Afgiften blev dog sænket i 1922 fra 20 til 15 kroner pr. Liter alkohol, hvorefter en flaske kostede ca. 8,50.
Ved krigens slutning i 1918 kom der ønske om at koncentrere spiritusproduktionen i Danmark, og D.D.S.F. og A/S Spritfabrikken ”Fortuna” indgik med statens velvilje, samarbejde om at opkøbe og nedlægge de øvrige 19 Brænderier. Dette stod på i de følgende 4 år, og da det var ved at være fuldført, brændte ”Fortuna”s fabrik i Hobro i oktober 1922, hvorefter D.D.S.F. opkøbte ”Fortuna”. Den 1/1-1923 havde D.D.S.F. dermed i praksis monopol på spiritusfremstilling i Danmark.
I de følgende 73 år fulgte spiritusafgiften mere eller mindre inflationen så den toppede i 1996 med 275 kroner pr. Liter alkohol. Hertil skal naturligvis lægges moms, som blev indført i 1967.
Det 21. århundrede:
Det 21. århundrede skulle bringe nye tider for spiritusproduktionen i Danmark: I 2003 blev afgiften sat ned til 150 kroner pr. Liter alkohol, og den sats er stadig gældende.
Og så skete der i 2005 noget (i hvert fald hvad spiritusfremstilling angår) der nærmest bragte Danmark 80 år tilbage i tiden: Vingården Lille Gadegår fik som de første ud over D.D.S.F. tilladelse til af foretage destillering, og nu er der over 70 destillerier i Danmark. Mange af dem er selvfølgelig små mikrobryggerier, men der er også en del der allerede nu har opbygget en produktion af anseelig størrelse. Det er spændende hvad fremtiden bringer for branchen i Danmark.
Denne kortfattede gennemgang er tænkt som en appetitvækker for emnet. Jeg kan kun anbefale at læse nogle af de mange spændende bøger der er skrevet.